Cases

MADE - Manufacturing Academy of Denmark

Grundfos tager sine underleverandører med på digitaliseringsrejsen

Digitalisering af produktionen står højt på mange virksomheders agenda. Men for mange især mindre virksomheder kan digitalisering også være et område, det er svært at finde hoved og hale i: hvilke data skal man samle op? Hvilke systemer skal man bruge? Hvilken del af produktionen skal jeg starte i? Og har vi de rette kompetencer i virksomheden?

 

Den type spørgsmål har en stor virksomhed som Grundfos allerede fundet en del svar på gennem sin digitaliseringssatsning.

I et klyngeprojekt i regi af MADE og faciliteret af Teknologisk Institut har Grundfos delt sine erfaringer og læringer med fem af sine underleverandører, så de også kan blive hjulpet på vej til at blive mere digitale.

- Det er nødvendigt for os at kunne konkurrere fremadrettet, og der bliver det en nødvendighed at kunne bruge digitalisering så meget som muligt. Det er vi helt sikre på, fortæller Lars Vasholt Jørgensen, økonomichef hos Treco, der er en af de virksomheder, som har deltaget i projektet.

Projektet har haft fokus på at dele viden mellem Grundfos og pumpevirksomhedens underleverandører samt finde områder, såsom ordrebestilling, hvor man gensidigt vil kunne få noget ud af at arbejde tættere sammen om digitale løsninger.

Så udover at Grundfos selv deler ud af sine erfaringer, får virksomheden også værdifuldt input retur fra sine underleverandører, hvilket bidrager til en gensidig lærings- og udviklingsproces.

 

Digitaliseringsguide
Samtidig har projektet bidraget til bred videndeling om digitalisering for danske produktionsvirksomheder. Med afsæt klyngeprojektet er der lavet en generel digitaliseringsguide, der kan inspirere og vejlede produktionsvirksomheder i anvendelse af digitale hjælpemidler.

 

Klyngeprojektet har været finansieret af Industriens Fond og blev gennemført, inden MADE i slutningen af 2018 blev udvalgt som operatør af Innovationsnetværket for Fremtidens Produktion.

Cluster Excellence Denmark | Havnen 66, Lemvig | Admiralgade 15, 2., Kbh K.| info@clusterexcellencedenmark.dk